Seneste nyt: LAV DIN EGEN EL FRA SOLCELLER!

Solceller i bregninge landsby på ærø

BESØG SOGNEGÅRDEN, OG HØR, HVORDAN DU KAN SPARE PENGE

Energitjenesten Ærø inviterer alle interesserede til inspirationsmøde om solceller. På mødet kan man høre om reglerne for opsætning af solcelleanlæg, økonomi og skatteforhold ved egenproduktion af el, finansiering af solcelleanlæg, samt hvad man ellers bør være opmærksom på ved anskaffelse af solceller.

Mødet afholdes torsdag d. 10 maj. kl. 19 – 20 i Bregninge på Sognegården.

For yderligere information kontakt Energitjenesten Ærø på 36 98 61 34 eller rs@energitjenesten.dk.

DEN GRØNNE GREN ÅBNER FOR SÆSONEN

Et af de sikreste tegn på, at sommeren er ved at være her: Fra fredag d. 27. april vil duften af Jannis veltillavede mad atter brede sig ud over Vester Bregninge. Den Grønne Gren er skuret, skrubbet og shinet op til sommeren 2012, og Janni skyder sæsonen i gang med sin navnkundige pizzabuffet – og dagen efter en live gæsteoptræden af musiker Michael Christensen.
Åbningstider fredag-søndag kl. 12.00-20/21.00

FREDAG DEN 27. APRIL
Pizza og salatbuffet fra kl. 17.30
Voksne kr. 135,-  • Børn kr. 70,-

LØRDAG DEN 28. APRIL kl. ca. 20.00
Michael Christensen fylder lokalet
med sin guitar og dejlig sang.

Fra kl. 18.00 serveres bl.a. Lam i dild kr. 145,-
eller kåldolmer i hvid sovs kr. 115,-.
Husk at bestille bord
tlf. 62 58 20 45.

NYT ‘MADPAKKEHUS’ I BREGNINGE?

Bregninge Lokalråd har søgt tilskud til at opføre et overdækket Friluftsforsamlingshus i forbindelse med legepladsen. Der er 1. marts 2012 søgt 374.000 kr. til projektet hos Friluftsrådet.

Huset skal have plads til 40-50 personer og være åbent for offentligheden. I tilknytning til huset ønsker vi udekøkken samt toilet og det skal være tilgængeligt for kørestolsbrugere. Det skal udføres i som en form for bjælkehytte i vedligeholdelsesfrie træmaterialer. Kommunen har givet mundtligt forhåndstilsagn om projektet og vi vil søge kommunen om at rengøre toilet. Det løbende vedligehold håber vi at få byens borgere til at hjælpe med, som det hidtil har været gjort med den nuværende legeplads.

Legepladsen ligger på en cykelrute, der benyttes flittigt af turister og derfor vil vi gerne kunne tilbyde at de kan stoppe op og nyde deres madpakke i læ for vejr og vind. Derudover vil de forberede faciliteter betyde at byens børn (og voksne) vil få meget bedre faciliteter, når de benytter legepladsen året rundt.

Hvis dette projekt bliver en realitet vil det åbne op for at lave en helt ny form for samlingssted og gøre legepladsen til andet end blot en legeplads. Vi forestiller os at man i sommerhalvåret f.eks. kan holde grill- og bålaftener, foredrag, friluftsaktiviteter eller børnefødselsdage.

Huset vil også kunne bruges til udflugtsmål for voksne og børn på Ærø samt for folk udefra. Der vil blive mulighed for at skilte med yderligere information om naturen i området samt om aktiviteter – til gavn for både lokale og turister.

Sagsbehandlingstiden hos Friluftsrådet er 3-4 måneder og vi har en god fornemmelse for at vi kan få projektet igennem her. Hvis ikke arbejder vi selvfølgelig videre med det.

Vi venter spændt på afgørelsen og vil selvfølgelig informere nærmere herom i vores næste Lokalnyt, som udkommer sidst på sommeren.

VÅRFEST I BREGNINGE

sommerferie i danmark, ærø, bregninge, fest

Igen i år kan du få hygget, spist og danset igennem sammen med gode naboer, venner og bekendte til Bregninges hyggelige vårfest. Kom og deltag – det foregår i Bregninge Sognegaard, lørdag den 24. marts fra kl. 18.00

Køkkenpigerne serverer lækker forret, stor buffet og dessert. Tag danseskoene på, for Apollo leverer underholdningen og spiller op til en svingom.

Det koster 200,- kr. pr person at deltage.

Tilmelding senest 19. marts til: Mathilde på tlf. 6126-5970 eller Anette på tlf. 2992-6582 :)

MASKER OG HELLIG 3 KONGER I BREGNINGE

Traditioner er der mange af i Bregninge. Men en af de stærkeste, mest unikke og velnok bedste traditioner er masketraditionen, der løber af stabelen hvert år på Hellig 3 Konger. Intet slår det festlige og lidt uhyggelige syn af de maskeklædte figurer med pibestemmer, der stemmer dørklokker i landsbyen ved aftentide.

De landsbyboere der vil have maskebesøg har tændt udendørslyset, og venter inde i varmen – ofte i familiens eller gode venners lag – på besøget, der har morskabsgaranti. De fleste maskegængere har noget på hjerte, og vender som regel aktuelle ø-sager, mens der suttes trakteret øl og vin gennem masken via et sugerør.

I Bregninge landsby kulminerer maskeaftenen på Den grønne Gren til en festlig kåring. I år er ingen undtagelse. På fredag den 6. januar er det Hellig 3 Konger, og alle inviteres til maskeaften på Den Grønne Gren. det starter klokken 18.00 med spisning af Jannis lækre økomad, og klokken 24 kåres den bedste maske.

BREGNINGE LANDSBY ØNSKER ALLE ET GODT NYTÅR!

Hold godt øje med www.bregninge-landsby.dk i 2012! Vi poster jævnligt gode og relevante nyheder fra vores levende landsby – og i vores kalender kan du holde dig ajour med de mange ting, der sker.

JULETRÆSFEST I BREGNINGE SOGNEGAARD!

Traditionen tro afholder vi Juletræsfest for alle børn og deres voksne. Kom og deltag i løjerne – det koster kun 50 kr for voksne og 10 kr for børn – og en portion juleglæde, forstås. Til gengæld kan vi friste med varm kakao, lækkert hjemmebag, pølsehorn, julesange, julelege, dans om vores flotte kæmpe-juletræ og meget mere.

Og hvem ved – mon ikke en vaskeægte julemand kigger forbi med posen fuld af godter? GLÆDELIG JUL! <3

Mød op på Bregninge Sognegaard den 27. december. Det er klokken 19.00!

DET ÅRLIGE KÆMPELOPPEMARKED PÅ SOGNEGÅRDEN

loppemarked

Husk det store loppemarked i Bregninge Sognegård, lørdag den 12. november: Masser af rariteter, charmerende skrammel og fantastiske fund til loppepriser, der er til at overskue. Kom og kig – der er også lidt til den lille sult og tørst.

Der er åbent fra kl 10.00!

VINDERGRÆSKAR PÅ 186 KG!

 

Det var en tydeligt glad og stolt Carsten Schütter (TV), der søndag løb af med den eftertragtede og ærefulde førsteplads i Bregninges traditionsrige græskarkonkurrence. Vindergræskarret var avlet på frø leveret fra Carsten Møller Nielsen (TH), der ellers har stået stærkt i de forgangne år med adskillige vindertitler.

Efter konkurrencen kunne deltagere og publikum  komme ind i varmen på Restaurant Den Grønne Gren og nyde  Jannis gode græskarsuppe; dampende varm og med økologisk bacon og hjemmebagt brød til.

EFTERÅR I BREGNINGE – GLÆD DIG!


Efteråret i Bregninge byder traditionen tro på masser af sjov og samvær.

Følg med i kalenderen og hold dig ajour med de sidste nye aktiviteter i vores landsby!